6 Menigheden udvælger de syv diakoner
Alt imens voksede antallet af troende, og på et tidspunkt begyndte de græsktalende jøder i menigheden at protestere over, at det ved menighedens daglige uddeling af fornødenheder var sådan, at de hebraisktalende enker blev privilegeret på de græsktalendes bekostning.

²Derfor indkaldte de tolv apostle alle de troende til et møde, hvor de fremlagde dette forslag: »Vi anser det for vor vigtigste opgave at forkynde ordet. Den opgave forsømmer vi, hvis vi bruger vor tid på at administrere vort hjælpeprogram; det kan ikke være rigtigt!

³Prøv nu at finde ud af, hvem af jer, kære brødre, der egner sig bedst til dette, og vælg syv forstandige og åndsfyldte mænd, som alle har tillid til, så vil vi overdrage ansvaret til dem.

⁴På den måde kan vi helt hellige os bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.«

⁵Hele menigheden syntes, at dette forslag var godt; og følgende blev valgt: Stefanus (en mand fuld af tro og Helligånd), Filip, Prokorus, Nikanor, Timon, Parmenas, Nikolaus fra Antiokia (en hedning, der først havde omvendt sig til den jødiske tro, men som nu var blevet en kristen).

⁶Disse syv blev fremstillet for apostlene, og de bad for dem og lagde hænderne på dem.

⁷Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple forøgedes stærkt i Jerusalem; også en del af de jødiske præster kom til tro.

Til Toppen af denne side

Stefanus bliver arresteret
⁸Stefanus, der var en mand fuld af tro og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket.

⁹En dag kom der imidlertid nogle mænd fra den synagoge, der kaldtes »De Frigivnes Synagoge« (d.v.s. hvis medlemmer var jøder, der tidligere havde været slaver), og begyndte at diskutere med ham. Det var folk fra Kyrene, Alexandria og Ægypten samt nogle fra Kilikien og provinsen Asien (det vestlige Tyrkiet).

¹⁰Men ingen af dem kunne modstå Stefanus' vise og åndsfyldte tale.

¹¹Da lavede de en aftale med nogle mænd om, at de skulle sige: »Vi har hørt denne mand håne både Moses og Gud!«

¹²Denne anklage ophidsede mængden og folkets ældste og de skriftlærde mod Stefanus. De fik ham arresteret og bragt for rådet.

¹³Her aflagde de falske vidner atter forklaring om, at de gentagne gange havde hørt Stefanus tale mod templet og Moses' lov.

¹⁴ »Vi har hørt ham sige, at Jesus, denne nazaræer, vil ødelægge templet og ophæve de traditioner, som Moses har overleveret os,«sagde de.

¹⁵Alles øjne rettedes i dette øjeblik mod Stefanus, og de så, at hans ansigt lyste som en engels.

Til Toppen af denne side

Apostlenes gerninger kapitel 7

7 Stefanus' forsvarstale
Nu spurgte ypperstepræsten: »Er disse anklager rigtige?«

²Hertil svarede Stefanus: »Mine brødre og fædre, hør hvad jeg har at sige! Gud åbenbarede sig i sin himmelske majestæt for Abraham, før han flyttede til Karan, altså mens han endnu boede i Mesopotamien.

³Han sagde: 'Sig farvel til dine slægtninge og forlad det land, hvor du er født, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.'

⁴Så forlod Abraham Kaldæa og slog sig ned i Karan i Syrien, indtil hans far døde. Derefter førte Gud ham her til Israel,

⁵men uden han fik så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen. Dog lovede Gud ham, at hans efterkommere en dag skulle få hele landet, og det skønt han på det tidspunkt ikke havde nogen børn.

⁶Og Gud sagde endvidere til ham, at disse hans efterkommere ville forlade landet for at bo i et fremmed land, og at de dér ville blive mishandlet som slaver i 400 år.

⁷Men jeg vil straffe det folk, som de træller under,' sagde Gud, 'og derefter skal mit folk på ny vende tilbage til Israel, og de skal tilbede mig her!'

⁸Samtidig gav Gud Abraham forskrifterne angående omskærelsen, der skulle være en bekræftelse på den pagt, der var indgået mellem Gud og Abraham. Derfor blev Abrahams søn, Isak, omskåret, da han var otte dage gammel. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til det israelitiske folks tolv stamfædre.

⁹Disse mænd var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham, og han endte som slave i Ægypten. Men Gud var med ham

¹⁰og hjalp ham gennem alle hans vanskeligheder, ja, sørgede for, at selveste Ægyptens konge, Farao, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og Farao udpegede ham endog til at være sin stedfortræder og den mand, der skulle sørge for alle kongehusets anliggender.

¹¹Men Ægypten og Kana'an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vore forfædre levede på sultegrænsen.

¹²Men Jakob fik nys om, at man stadig kunne få korn i Ægypten. Han sendte sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb,

¹³men det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik Farao kendskab til hans slægt.

¹⁴Josef sendte nu bud til sin far og alle sine brødre med deres familier - det drejede sig om i alt 75 personer - at de alle sammen skulle komme til Ægypten.

¹⁵Jakob rejste da til Ægypten, hvor han selv og hans sønner døde.

¹⁶De blev alle bragt til Sikem og blev begravet i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.
 

¹⁷Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham, nemlig at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev talstærkt i Ægypten.

¹⁸Omkring samme tid kom en ny konge til magten, og han havde ikke den ringeste respekt for Josefs minde.

¹⁹Tværtimod var han indstillet på at plage vort folk ved at tvinge israelitiske forældre til at sætte deres børn ud, for at de skulle dø.

²⁰På den tid blev Moses født, og han var et udvalgt barn i Guds øjne. I tre måneder lykkedes det hans forældre at holde ham skjult,

²¹men til sidst måtte de alligevel sætte ham ud. Her fandt Faraos datter ham og adopterede ham,

²²og han blev undervist i al Ægyptens videnskab og kunst og voksede op til at blive en indflydelsesrig og foretagsom mand.
 

²³Da Moses var 40 år gammel, fik han lyst til at se, hvordan det gik hans brødre, Israels folk.

²⁴Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en ægypter mishandlede en israelit. Moses tog fat i ægypteren og slog ham ihjel.

²⁵Han regnede nu med, at dette måtte få hans brødre til at indse, at Gud havde sendt ham for at hjælpe dem; men sådan gik det ikke.
 

²⁶Næste dag blev han nu vidne til, at to israelitter kom op at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: 'Stands! Forstår I ikke, at I er brødre? Hvorfor slås I da?'

²⁷Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og bad ham passe sig selv. 'Der er ingen, der har bedt om dit råd,' råbte han, 'og der er heller ingen, der har sat dig til at bestemme over os!'

²⁸Og så tilføjede han: 'Men du vil måske slå mig ihjel, ligesom du myrdede ægypteren i går?'

²⁹Da Moses hørte dette, flygtede han skyndsomt ud af landet og slog sig ned i Midjan, hvor hans to sønner blev født.
 

³⁰Så gik der 40 år. Da skete det en dag i de utilgængelige ørkenegne ved Sinai Bjerg, at en engel åbenbarede sig for ham i ilden fra en brændende busk.

³¹Ved dette syn blev han forbavset og spekulerede på, hvad det kunne være; og da han var på vej hen til busken, sagde Herren:

³²Jeg er dine forfædres Gud - Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.' Moses rystede af skræk og vovede ikke at se derhen,

³³men Herren fortsatte: 'Tag dine sko af! For det sted, du står på, er hellig jord.

³⁴Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres stønnen. Nu er jeg kommet for at udfri dem. Kom, for jeg vil sende dig til Ægypten.'
 

³⁵Således sendte Gud altså den samme mand tilbage, som folket tidligere havde afvist ved at sige: 'Der er ingen, der har bedt om dit råd,' og: 'Hvem har sat dig til at bestemme over os?' Nu blev Moses sendt, ikke kun for at herske over dem, men for at frelse og befri dem; og han fik hjælp af den engel, som viste sig for ham i busken.

³⁶Moses førte dem med mange tegn og mirakler ud af Ægypten og gennem Det Røde Hav og siden gennem ørkenen i 40 år.

³⁷Det er Moses selv, der har sagt til dette folk:
'Gud skal iblandt jer, brødre, oprejse en profet som mig, der tilhører jeres eget folk.'
 

³⁸Og hvor sandt er dette ikke blevet; for i ørkenen var han netop den mellemmand, der stod mellem Israels folk og den engel, der gav dem Guds lov - det levende ord fra Sinai Bjerg, som er blevet overleveret jer.
 

³⁹Men vore fædre forkastede Moses, fordi de hellere ville tilbage til Ægypten.

⁴⁰De sagde til Aron: 'Lav os nogle gudebilleder! Vi skal have nogle guder, der kan føre os tilbage! Ingen aner, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Ægypten!'

⁴¹Så lavede man af guld et afgudsbillede af en tyrekalv og ofrede til det; og de holdt fest til ære for deres kunstværk.

⁴²Da vendte Gud sig fra dem og overlod dem til sig selv og deres tilbedelse af solen, månen, stjernerne og alle mulige slags guder, som der står skrevet i profeten Amos' bog:
'Var det til mig, I ofrede, Israel, da I var 40 år i ørkenen?
 

⁴³Nej, I bar guden Moloks telt og tilbad guden Remfans stjerne og alle de gudebilleder, som I selv lavede. Derfor vil jeg sende jer i fangenskab langt borte på den anden side af Babylon.'
 

⁴⁴I ørkenen bar vore forfædre teltet med sig, hvilket var tegnet på, at Gud var med dem. Dette telt var konstrueret i nøje overensstemmelse med den plan, som englen havde vist Moses.

⁴⁵Mange år senere, da Josua førte an i krigen mod de hedenske folk, blev Vidnesbyrdets Telt bragt med ind i de nyvundne områder, og her blev det anvendt indtil Kong Davids tid.
 

⁴⁶Gud velsignede David rigt, og David spurgte, om han måtte få lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud.

⁴⁷Men det blev Salomon, der kom til at bygge templet;

⁴⁸dog bor Gud ikke i templer, der er bygget af menneskehænder, men som profeten siger:
 

⁴⁹Himlen er min trone, siger Herren, og jorden er min fodskammel. Hvad er det for et hus, I vil bygge til mig? Er I sikre på, at jeg vil bo i det?

⁵⁰Har jeg ikke skabt både himlen og jorden?'
 

⁵¹Hvor er I dog stolte! Hvor hårdhjertede og døve I er! Skal I da altid modsætte jer Helligånden? Det gjorde jeres fædre - det gør I også.

⁵²Nævn navnet på bare én profet, som jeres fædre ikke har forfulgt. For ikke at tale om dem, der forudsagde den Retfærdiges komme. De blev nemlig slået ihjel, sådan som I nu selv har forrådt og dræbt Kristus.

⁵³Det var jer, som fik overdraget Guds lov ved engles hjælp; men I har ikke adlydt den!«

Til Toppen af denne side

Stefanus henrettes ved stening
⁵⁴De jødiske ledere lyttede til denne tale med stigende forbitrelse. Til sidst kunne de næsten ikke holde raseriet tilbage.

⁵⁵Stefanus, der var fyldt af Helligånden, stod roligt med blikket ufravendt rettet mod Himlen, hvor han stirrede ind i Guds herlighed og så Jesus stående ved Guds højre hånd.

⁵⁶»Se, Himlen er åben,« råbte han, »og jeg ser Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd!«
 

⁵⁷Så sprang de ind på ham. Mange holdt sig for ørerne, og andre søgte at overdøve hans ord med deres råb,

⁵⁸mens man slæbte ham uden for byen for at stene ham. De officielle vidner - de, der skulle kaste den første sten - tog deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand ved navn Saulus.

⁵⁹Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: »Herre Jesus, tag imod min ånd.«

⁶⁰Så faldt han på knæ og råbte: »Herre, gengæld dem ikke denne synd!«Med disse ord døde han.

Til Toppen af denne side

Apostlenes gerninger kapitel 8

8 Og Saulus bifaldt mordet på ham.

Forfølgelse i Jerusalem
Samme dag rejste der sig en bølge af forfølgelser mod de troende. Det gik især voldsomt ud over menigheden i Jerusalem, hvorfra alle, undtagen apostlene, flygtede til Judæa og Samaria.

²Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus i stor sorg.

³Men Saulus var ikke til at standse. Han forsøgte at få de troende udryddet. Han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem kastet i fængsel.

Tilbage

Til Toppen af denne side